Anmeldelse: God bog om mandens krop og kønsidentitet
Af Trine Munch-Mikkelsen 

Indrømmet: Det var ikke faglig interesse, der drev mig hen til værket. Jeg blev bare nysgerrig. Jeg blev nysgerrig, da jeg så titlen på Simon Sjørup Simonsens nye bog, og jeg blev det ikke mindre, da jeg læste bagsideteksten.

”I stedet for at forholde sig til deres krops signaler, skubber de problemerne fra sig og reagerer ikke i tide. For en mand er det at være syg forbundet med svaghed, og mange har svært ved at passe ind i den traditionelle manderolle. Som ægte John Wayne-typer ignorerer mange mænd kroppens signaler og betragter deres krop som noget, der bare fungerer - indtil den bryder sammen - mens andre går over i den anden grøft og bliver hypokondere.”

Når jeg blev nysgerrig, var det ikke så meget fordi, jeg som enhver pige har haft en drøm om at snige mig ind i mændenes omklædningsrum efter fodboldkampen og høre, hvad mænd egentlig taler om, når der ikke er kvinder til stede. Den drøm har mistet meget af sin stråleglans med årene. Det var heller ikke så meget for at få et bedre udgangspunkt for at forstå min hypokondriske kæreste - eller for at have noget at slå ham i hovedet med. Men mænds forhold til deres krop er notorisk interessant, fordi det er så tabubelagt. I grel modsætning til, hvordan vi som kvinder nærmest føler os forpligtet til at fortælle alle og enhver om, hvordan vi nu lige har det med vores krop, den udsving, rytmer, fejl og forfald. Kroppen og kønnet har været kvindernes domæne - også forskningsmæssigt - i tæt på fyrre år. Derfor er det så befriende at se en mandlig sundhedsfilosof forske i mænds forhold til krop, kønsidentitet og sundhed.

For en håndfuld år siden læste jeg Simonsens første bog, Sundhedens filosofi, som er en lærebog i videnskabsteori for sundhedsuddannelserne. Bogen førte læseren gennem såvel naturvidenskabeligt som social- og humanvidenskabeligt baserede teorier. Det skete i et progressivt forløb, hvor det bedste fra hver af disse videnskabsteorier blev indkredset og bragt videre i Simonsens underliggende argumentation for en mere nuanceret og følsom forståelse af sundhed og sygdom. Videnskabsteoriernes historie blev set som en fremskridtets historie, selvom ingen af teorierne blev fremstillet som færdige eller sande. Det gav nogle klare fortællemæssige fordele, som Simonsen i sit enkle og ligefremme sprog udnyttede til bristepunktet. Det kom der en bog med stor klarhed og fremdrift ud af, hvilket anmelderne heller ikke var blege for at honorere: Jeg fandt et klip fra Politikens anmeldelse på forlagets hjemmeside:

”Smuk lille videnskabsteori for alle, der arbejder med sundhed ... Fremstillingen er fiks og tvangfri, trods de lange ord ... Enhver lærebog om emnet må på kanalrundfart fra skole til skole ... Simonsen gør det samme, men yderst elegant. Han skærer kagen lidt anderledes og integrerer de medicinske problemstillinger i de forskellige videnskabsteoriers udvikling. ... Som et raffinement i den historiske progression fra teori til teori fremfører Simonsen grundige og overbevisende argumenter mod hver enkelt teori, der således leder os frem til den næste teori, sådan at billedet af den sundhedsvidenskabelige erkendelsesproces bliver stadig mere komplet ... Simonsen er en akademisk trænet sundhedsfilosof, der vil yde mere end den akademiske filosofis sædvanlige ligegyldigheder.” 

Og så placerede Politiken ellers bogen på sin presticiøse liste over årets bedste bøger. Alt dette var med til at stemme mine forventninger i vejret, før jeg gik i gang med at læse Mænd, sundhed og sygdom - Ronkedorfænomenet. Det måtte næsten gå galt. Og det gjorde det ikke. Eller, jo, det gjorde det. Bogen levede ikke helt op til mine høje forventninger. Man er ikke åndeløs af spænding under vejs. Der er en god del kedelig læsning i bogen. Jeg ændrede heller ikke radikalt opfattelse af det mandlige køn, mens jeg læste. Kvinder får ingen hårrejsende afsløringer om deres mænd i bogen. Men faktisk kommer man igennem bogen, fordi Simonsen også denne gang har valgt en strategi, som tjener læseren godt. Der er tale om kvalitativ forskning. Ganske vist er der også en god del statistisk information i bogen (middellevetidsstatistikker, tal for kønnenes forbrug af det offentlige sundhedsvæsen osv.), men tyngdepunktet ligger et andet sted. Han har bygget sin undersøgelse af mænds forhold til deres fysiske befindende og deres kønsidentitet op omkring en række interview med sygdomsramte mænd.

”Og der var vi så midt i et byggeri nede på arbejde. Som nyansat leder kan man ikke holde tre-fire ugers sygefravær. Så jeg havde drømmesengen til at stå på kontoret, fordi jeg ikke kunne holde ud at være oppe ret lang tid ad gangen. Der er nogle af håndværkerne fra dengang, jeg stadigvæk ser en gang imellem, der siger: 'Kan du huske dengang, vi holdt byggemøder, og du lå nede på drømmesengen?'”

Det er Ivan, der fortæller her. Man får den 48-årige skleroseramte familiefars historie - og så disse små stumper autentisk, selvfortalt liv. Det er godt. Man kommer til at holde med ham. Man kommer til at holde af alle disse dumme mænd, som måske ikke alle er så dumme endda, selv om de bruger alle mulige strategier for at holde realiteterne fra livet. Eller for at komme igennem, bevare autonomi eller værdighed. Gennem analyser af adskillige timers interview finder Simonsen frem til, at Ivan betjener sig af, hvad han kategoriserer som mental distancering af sin sygdom. Der findes også andre strategier, og nogle af dem er faktisk ganske hensigtsmæssige, mener Simonsen. Det er måske ikke voldsomt opsigtsvækkende eller spændende, men det er ganske interessant. Det er også følsom socialmedicinsk tænkning. Og kønsforskning. Gid flere mænd ville bidrage til den danske kønsforskning.